Før kristendommen nåede til Grønland var der en helt andet religion. Der var "sassumap arnaa" i havet som sørgede for at der var nok føde både i havet og i landet. Men hun havde et rigtigt langt hår, så hvis håret trænger til at blive redt ud bliver hun gal og holder fangstdyrene tilbage, indtil en "angakkoq" (åndemaner) svømmer ned til hende og rede hendes lange hår og rense hendes hus. Og når det så er redt ud lukker Sassumap Arnaa alla slags dyr ud til verden, og inden længe er der føde at jage. Man siger, at det vi smider ud til havet havner i hendes hår, så derfor jo mere man smider noget ud til havet , jo mindre bliver der føde at fange. Så hvis en angakkoq reder hendes hår kommer så føden tilbage. Der er mange gamle grønlandske historier man fortæller, nogle af dem er blevet trykket til en bog og kan købes hos boghandlerer.

Kristendommen kom til Grønland i 1700-tallet, da danskerne ankom til Grønland. De kom sammen med præsten Hans Egede til Qaqortoq. Der sprædte de historien om kristendommen, og de første østgrønlændere blev døbt i 1899 og de sidste der blev døbt er i 1921, 200 år efter Hans Egede kom til Grønland. Man tvangte dem til at tro på deres religion, hvis de ikke vil, så straffer man dem. Nogle bliver endda dræbt. De bliver anklaget for at have tjenet djævlen.Og grønlandske navne blev forbødet. Nu er der kun et par stykker angakkoq`er tilbage i Grønland. Dengang bliver mange grønlændere døbt selvom de er voksne eller gamle.

Dengang havde en Angakkoq meget specielle og kraftige evner. De kunne endda bringe en død mand/kvinde til live igen, eller healle et sår. De havde også en toornaq, man kan måske kalde den åndhjælper, en der beskytter dem, en der giver krafter/evner.Det er som om en angakkoq kan tage en andens sjæl , så den anden bliver syg og dør langsomt. Angakkoq kan også sende en tupilak til sine fjender, og får den til at dræbe/skade den fjende man har. En angakkoq skaber en tupilak af forskellige døde ting, og pakke dem i et skind og levendegøres brug af trolddom. Ikke for mange år siden fangede en fanger en tupilak, måske i 1980`erne i nordlige Grønland.Og det er ikke kun den man har hørt der blev fanget, der er mange flere. Der er også fanger der har set noget, og ved ikke hvad det er de har set.

Der er mange mystiske ting her i Grønland, og de vil det blive ved med at være.